Kobbergryden

På hylden over komfuret stod en lille kobbergryde. Sålænge nogen kunne huske, havde hun ikke været brugt i køkkenet, men derfor havde hun ikke glemt følelsen af en god varme i bunden. Hun lænede sig ud over kanten og spurgte høfligt komfuret om hun kunne låne lidt varme, nu hvor der var blevet roligt. Skønt hun kunne være gjort af en prins og måske ovenikøbet kostede ti kys af en prinsesse, stillede hun sig ikke bedre af den grund. Thi hun vidste, at alle kunne brænde i bunden, hvis man ikke blev rørt deri. Derfor lod hun sig gerne nøje med eftervarmen fra dagen, og det kunne komfuret godt unde hende.Der stod hun nu og snurrede på komfuret i sine egne tanker, som når en mor nynner videre for sit barn efter det er faldet i søvn. Langsomt bredte sig i køkkenet et minde om dagens smag og dufte, men det var som blandede hun et ekstra ukendt krydderi deri.»Det synes mig, at nogen ikke finder vores arbejde godt«, klaprede suppegryden, der var den stolteste og fornemmeste og mester blandt køkkentøjet, »der er nok fine folk i blandt os!« Og resten af køkkentøj bifaldt med en fornærmet skramlen. Hele dagen havde gryder og pander kogt og stegt, knive og jern havde snittet og revet, og skeer og ris havde rørt og pisket, så sveden stod af dem. Jo, og de var stolte ved deres arbejde, for de gjorde det godt.»Åh, undskyld,« hviskede kobbergryden, der blev revet ud af sine drømmerier, »det var ikke min mening at støde nogen«. Hun skyndte sig tilbage til hylden, men hun hverken sukkede eller smækkede med låget, for hun mente, hvad hun havde sagt.
Næste dag blev der gjort endnu større umage, så man kunne misundes over køkkentøjets fantasi og dygtighed. Hele dagen stod den lille kobbergryde på sin hylde og nød at være i dette køkken, skønt det blot var som tilskuer.Da det blev aften, og alle andre stod blankskuret og velordnet, fik hun atter lyst til at mærke lidt af varme, der var tilbage fra dagen. Og snart stod hun på komfuret og snurrede, for selv et komfur kan ikke sige nej, når det bliver spurgt høfligt.Minderne fyldte køkkenet af smag og dufte, som kobbergryden havde nydt i dagens løb, men hun lagde ikke selv mærke til den lille detalje, som kunne have rørt andre hjerter end her.»Hvad er nu det for tøjeri?« vrængede suppegryden, og resten af køkkentøjet skramlede og smækkede i kor: »Fine folk kan svine folk!« Den lille kobbergryde fór forvirret op på sin hylde og undskyldte på det aller høfligste. Men hun forstod ikke, hvad hun havde gjort galt.
Tredie dag overgik køkkentøjet sig selv. Der blev snittet, revet, rørt, pisket, kogt og stegt, så det var en fryd, og der blev gjort retter, som sjældent var oplevet. Selv de mest selvoptagede prinsesser måtte vel betages af skønheden. Og stadig stod den lille kobbergryde på hylden og glædedes ved køkkentøjets trylleri.Om aftenen kunne hun ikke dy sig, hun måtte ned på komfuret for at nyde minderne. Men aldrig så snart var hun begyndt at snurre, før smag og dufte blev båret ind som var det med musik fra himlen.Da blev det for meget for køkkentøjet. Raslen og skramlen, hujen og piften blev et så farligt postyr, at kobbergryden sprang forskrækket op af minderne. Af lutter befippelse nåede hun end ikke at sige undskyld, for hun ramte ved siden af hylden og ud af et åbent vindue, ud i den frostklare nat. Nu kunne hun let bumpe ned og bule sig, hvis det ikke havde sneet hele dagen, og et blødt hvidt tæppe lå under vinduet og blinkede til stjernerne.»Åh, mange tak skal De have,« sagde hun til snefnuggene, der sandt at sige tog en stor risiko ved at gribe en gryde lige fra komfuret, og hun viste, at hun mente det, ved at holde varmen i sig, så ikke et eneste snefnug smeltede.
Der lå hun i sneen, da en lille dreng kom forbi. Han var ikke klædt på til vinteren, og sneen skar ham gennem de tynde sko. Forsigtigt tog han gryden op og så på den med klare øjne, og hun svarede blikket ved at varme hans kolde fingre. Se, det var en gave, som han ikke havde fået længe, og han lagde gryden indenfor sin jakke og bar den hjem.Gryder af jern og smalslebne knive blev ganske forbavsede over den lille kobbergryde. Så fint et stykke fandtes vel kun i eventyret. Men selv om køkkentøjet dér nok vidste at lave mad, blev hun godt modtaget. Thi de vidste også, at glæden ved at gøre selv de enkleste rette var den halve gerning. I mange år derefter snurrede den lille kobergryde sammen med det andet køkkentøj sig til retter med en smag og duft, som det nok var værd at komme efter. Og det gjorde man såmænd også.