Empiri

Mængden var enorm. Mange gange større end de store forsamlinger man tidligere havde vænnet sig til og lært at overse. Og anledningen var ikke tænkt før.Af ingenting var demonstrationen pludselig opstået og voksede stadig, ingen kunne pege på hvordan. Der var ingen der forsøgte.Han stod i en gruppe som skilte sig ud fra resten af mængden, uden at nogen egentlig lagde mærke til det. Sådan som han stod der og faldt i et med tavsheden ville han heller ikke have lagt mærke til det hvis han ikke var begyndt at fryse om fødderne, som om en iskold vind trak ind under ham.Da han så ned sved det lidt i baghovedet, men det var først langt senere at han klart opfattede hvad han havde set. Inde i regeringsbygningen gik det kun langsomt op for de 347 mænd og kvinder der udgjorde landets styre. Men da panikken tog fat lød det som et skrig: Vælgerne taler!.I samme øjeblik stod tiden stille.Fra første færd havde han været langsom til at opfatte nye strømninger. Tung, uopmærksom, lad – ord var gratis, man brugte mange af dem – han manglede evnen til at følge med, til at være moderne.Og da han endelig selv fandt ud af dét prøvede han fortvivlet at følge med. Det måtte naturligvis mislykkes. Det eneste logiske resultat af hans iver var at alting omkring han gik stærkere, han opnåede blot at blive et negativt barometer på de strømninger der hele tiden skiftede: Når han med glødende hjerte forfægtigede et synspunkt eller gennemførte en mode, vidste alle at det var passé.Under en af de tidligere store demonstrationer blev han grebet af ildhu og mikrofon. I forvirringen der opstod besang han forsamlingen med de sidste vers om folkets stemme: at landets ledende politikere ikke kunne sidde denne massive menneskelige manifestation overhørig. Dermed sluttede en lang periode med stadig større og resultatløse demonstrationer.Senere, efter mange år med voksende demokratisk vilje i befolkningen – ja, demokratiet nåede næsten at blive moderne – prøvede han at krydse på en stemmeseddel, og da afskaffede man valgene og indførte skiftende repræsentative udsnit af befolkningen på nihundredesyvogtres mennesker til at udpege landets regering og bestemme den politiske linie.Man vil måske kunne indvende at han burde have forudset alt dette, men dertil var han alt for forblændet af sin egen skæbne.Det var først da han stod i menneskemængden foran regeringsbygningen at han langsomt indså det nyttesløse i sine forsøg. Og da han til sidst accepterede blot at være et vedhæng til udviklingen gik alting i stå.Alle der var til stede den dag på pladsen havde tilhørt de skiftende repræsentative udsnit. Selvfølgelig havde han også været et udsnit ellers havde han ikke været på pladsen, men han havde aldrig forstået meningen med disse tilbagevendende spørgsmål, havde blot svaret fraværende når han blev spurgt. Derfor havde denne praksis eksisteret så længe nogen kunne huske.Som det eneste nogensinde skyldtes det imidlertid ikke sendrægtighed, snarere en mur. Dette for at være ham lidt retfærdig: Hvis det havde været muligt med ærlige svar, kunne kun få fatte hvordan nihundredesyvogtresnihundredesyvogtres tilfældige personer havde større vægt end en forsamling på en halv million. Men tiden var ikke til den slags bekymringer.Og muren stod, selv efter han forlod denne verden.De sad. Helt bogstaveligt. Og når de trehundredesyvogfyrre styrende politikere ikke sad i regeringssalen sad de til møde med meningsdannerne. Hvem disse var vidste ingen, men man vidste at der var nogen. Eller gættede sig til det på baggrund af resultaterne.Og politikerne sad stadig. Trods risikoen. Statistisk set ville omkring hundredtreoghalvfjerds af dem dø af blodprop i hjertet. De ville ikke kun dø, det ville også være smertefuldt. Men det var det læger og andre fanatikere sagde. For statistikerne var det blot enten eller, og dermed et valg mellem chance og risiko. Så de sad.Og samfundet havde forlængst mistet nogen betydning for dem. Der var ingen mennesker eller meninger. Selv de berømte vælgere der var så omtalte omkring valgene før i tiden var glemt. Tilbage var kun de hyppige meningsmålinger. Men det var måske et spørgsmål om tid.Statistisk set kunne det ikke lade sig gøre. Der var sikkert en del andre grunde, men det var den vigtigste. Gruppen omkring ham rørte ikke jorden. Måske manglede der højst et par centimeter men det var nok til at det ikke kunne lade sig gøre.I hvert fald siden århundredeskiftet havde man indsamlet alle oplysninger om folks psykiske og fysiske egenskaber og endnu ingen havde evnet at slippe jorden. Med en simpel fremskrivning var det også klart at ingen ville gøre det nogensinde. Nu gjorde de det. På trods af den evige prædiken: ydmyghed, nøjsomhed og ansvarlighed.Da tiden frøs fast var den sidste umulighed ophørt at eksistere.Folket havde ikke genfundet mælet sådan som panikken i regeringsbygningen syntes.Tværtimod. De var tavse som altid. Som dengang vælgerne talte i søjler og diagrammer og verden bestod af vælgere der med et af to ord – ja eller nej – kunne udlægge dagens politiske tekst. Endda på flere måder.Men det var nu engang politikernes horisont. Empirien var en magelighed og enhver forandring var til det værre. Nu kunne alting ske.I virkeligheden var det meget værre.Ti minutter gik førend han opdagede det og da var det forsent. Tiden fandt atter sin plads i historien og han var uhjælpeligt fanget af sin egen sendrægtighed. I en skyggeverden, ti minutter før end alt. Med forbløffende klarhed indså han situationens alvor, for første gang med et smil.Vi har selvfølgelig allesammen budt ham velkommen. Først om nogle minutter ved vi om han vil befinde sig godt.Det er jo alligevel nyt hvergang.