Den blå trompet

Da han først havde set trompeten i vinduet, kunne han ikke slippe den. Han var uden tvivl – så måtte råd komme siden. Men da han skubbede døren op til den lille kælderbutik, var han stadig tom ... penge kommer ikke gratis.En lille blåtonet kvinde passede med halvblind sirlighed det lille lokales frodighed og opfattede ikke hans slet skjulte forargelse over et let støvlag. Han prøvede forsigtigt at puste det væk og tog derefter hårdere fat med et hjørne af sin trøje. Uden held, støvet var på det nærmeste groet fast, og kvinden interesserede sig kun for nogle små grimme smykker, som hun arrangerede i forskellige mønstre i blå fløjlsforede bakker.Med uvant følsomhed pressede han ventilerne ned en efter en og mærkede en lethed, som var de en del af hans fingre, og da han satte trompeten til munden og stødte en tone, var det ikke ham selv. Den klang kom et andet sted fra. En gang til og oktaven og oktaven over den, så det sang ind under huden.Han skævede til kvinden, og for første gang så hun op bag sine tykke perlemorsindfattede briller. Så han et smil på hendes læber, eller forvirrede det blå ham? Lidt genert over sin uopfindsomhed spillede han en melodistump af en gammel børnesang. Det var det eneste der faldt ham ind.Der stod han i en lille mørk kælderbutik, det var han sikker på, men han havde ikke lagt mærke til farven før. Og hvor kom så lyset fra, så fyldt af liv. Trompeten havde fået noget glans tilbage, som om støvet var smeltet, men han var så småt holdt op med at undre sig. Kvinden så nu vedholdende på ham, mens hun ordnede de sidste smykker.Han tænkte et øjeblik på foråret, der var på vej, og spillede videre på den afbrudte melodi Butikken knækkede over som et splintret glas og gik i opløsning omkring ham. Blå. Dybt som havet. Højt som himlen. Blåt. Og solen fik en ekstra glød.På havnen, i byen, i landet knappede menneskene op for længslerne og blev for en stund, som de engang var.